En musical uden drama og handling har indspillet 150 millioner pund i London ved at gengive megastjernens største sange i sang og dans
Alt er slidt. Vagterne med guldepauletter på skuldrene genner de sidste på plads. Et scenetæppe med en ikonisk Michael Jackson positur glider op til tonerne af ”Music and Me”. Michael, Michael, Michael. Ingen kostymer, dans eller de 4 look-a-like søskende i Jackson 5 kan skjule at alt handler om Michael, Michael, Michael.
”When I had you to myself, I didn’t want you around” hamrer ud af den dansende jukeboks fem-stemmigt og et hav af mennesker synger, danser og ser ud som et polaroidbillede fra halvfjerdserne. Alle lyder som Michael, men ingen ligner Michael. Jukeboksen spiller. Den har kun Michael Jackson numre. 29 numre der diktatorisk kuraterer Michael Jacksons musikalske historie og efterlader et glansbillede, akkurat som alle gør på Facebook hver dag.
Michael Jacksons stjernestøv
Adrian Grant har skabt musicalen ”Thriller” som nu spiller i Londons West End på teateret ”Lyric”. Adrian Grants historie er næsten lige så vild som Michael Jacksons. Han stod bag en Michael Jackson fanklub i 80’erne som fik så mange medlemmer, at Adrian fik opmærksomhed fra kongen af pop selv og blev inviteret til optagelserne af pladen ”Dangerous”. Han har siden skrevet 3 bøger om Michael Jackson med godkendelse og anerkendelse fra kongen selv.
En Michel Jackson fan, der blev Michael Jackson forfatter, ekspert og musicalskaber.
Fra prins til konge
Dans, dans, dans. Michael Jackson er kun blevet konge fordi han kan det hele. Komponering, sang, dans, koreografi og lys. Slanke, kraftfulde og smukke dansere bevæger sig på scenen på en måde, hvor selv hvis musikken var slukket, ville man kunne genkende det som Michael Jackson dans. En bestemt måde tage sig i skridtet på. En bestemt måde at bevæge fødderne på. En bestemt måde at knipse med fingrene på. Michael, Michael, Michael. En mønt mere er puttet i jukeboksen. ”Off the Wall”. Afroen er væk, næsen er forandret og dansen er ny. Michael Jackson er voksen og alene.
150 millioner gange succes
150 millioner engelske pund har ”Thriller” indspillet siden 2009, så der er ikke noget at sige til, at musicalen bliver ved at spille i West End. De 29 numre, er nøje udvalgt så de ikke skræver inde over den del af Michael Jacksons musikalske karriere, hvor anmeldelse og pladesalg ikke matchede ”Thriller” og ”Bad”, og hvor storladne shows blev vigtigere end musikken. 2 A4 ark var hvad en avis troede var længden på manuskriptet til ”Thriller”, men ligesom alle andre, lægger de ikke skjul på at de 29 Michael Jackson sange fremført af glimrende sangere og virkelig gode dansere med autentisk koreografi er nok til at skabe en succes.
Fem sangere kæmper med at ramme Michael Jacksons stemme. Definition af ambition. 29 numre hvor alle kombinationer af de fem stemmer opleves. 1 pige og 4 drenge. En eller flere af de 16 dansere skaber historien i sangen og bandet du hører, men ikke ser, guider alle igennem.
Bad Thriller
Jukeboksen er fuld af mønter. Lyset er slukket. For hvert skridt, der bliver taget, lyser en flise op. Genkendelsens suk bliver til et hvin og alle skriger:
”Billie Jean is not my lover”.
Et hvidt jakkesæt bevæger sig i flokken af hvide silhuetter og den genkendelige dans overdøves af:
”She’s just a girl that thinks that I’m the one”
Polaroidbilledet fremkalder ingen ansigter, bare hvide jakkesæt, hvide fliser og hvide smil.
Jukeboksen stopper, tøver, tager tilløb og eksploderer:
”Beat it. Just beat it, beat it, beat it, beat it”
Jeans, farvede læderjakker, hvide sokker, hvide undertrøjer, collegesko og attitude strømmer ud af højtalerne, og ud på scenen og synger flerstemmigt det som unge mænd sagde til sig selv i spejlet i 80’erne:
”they’re out to get you, better leave while you can
Don’t wanna be a boy, you wanna be a man
You wanna stay alive, better do what you can
Beat it”
Spejlbilledet krakelerer og monstre vælter ud af tågen og ind på scenen. ”Thriller”. Tung bas, ulvehyl og ulidelig latter. Løb, løb, løb. Tung synthesizer.
3 mønter tilbage. 3 sange tilbage.
”Kig på dig selv”. ”Kig på manden i spejlet”. Et splitsekund af eftertanke skyller ind over stolesæderne. ”Smooth Criminal” og ”Bad” har efterladt høj puls, adrenalin og aggressivitet i kroppen – det siver langsomt ned på de sammenklappelige veloursæder uden at plette. Manden i spejlet er det første og sidste vi ser. Vi har ikke flere mønter til jukeboksen.