Minoritetskvinderne I Danmark har helt andre problemer end danske kvinder og føler sig svigtet af feministernes manglende fokus på deres vilkår
Alt er nyt. Alt er gennemtænkt. Alt er udvalgt specielt for fremkalde en fornemmelse af kvalitet. Fra receptionen bliver vi ledt ind i et stort aflangt lokale, hvor lyset strømmer ind af store vinduer på begge sider. Gulvtæppernes særlige grå nuance går igen i farven på væggene og den nøje udvalgte rolige kunst på væggene. Lokalet er fyldt af kvinder. 107 kvinder, 3 mænd og 2 børn. Kendte kvinder. Hvide kvinder. Brune kvinder. Alle er feminister, elitefeminister. Ikoniske hipster-mænd, med nøje tilrettelagte skæg og tatoveringer, laver kaffe og unikke cocktails i baren.
Omkring marmorbordene nippes der til Female Breezer-cocktailen som alle har fået. Decibelene bliver højere. Temperaturen stiger. Køn, Kamp og Kusse er ikke ord, der bliver hvisket af denne flok. Elitefeministerne vælger deres ord med omhu. Vigtige ord. Frække ord. Provokerende ord. De ord siges højt og med stolthed og respekt. Kampen for kvinders rettigheder udkæmpes hver dag, året rundt. I dag er en fest.
Elite + feminist?
”Vi har valgt at kalde det elitefeministisk kampdag for at provokere, for ligesom med ordet bøsse i gamle dage er elitefeminist et skældsord, man bruger om os” fortæller Ditte Giese, kulturjournalist på Politiken og den ene af arrangørerne af Elitefeministisk kampdag. Hun forsætter:
”Vi syntes ikke der er noget at skamme sig over ved at være elitefeminist, ligesom der ikke er noget at skamme sig over ved at være elitebilist. Det betyder bare at man god til at være det, og hvem vil ikke være god til at være feminist? ”
Nanna Kalinka Bjerke, kommunikationsrådgiver og den anden arrangør, gør status på den feministiske scene:
”De store debatter har handlet om sexisme og voldtægtskultur. Desværre er den verbale vold eksploderet – mændene går ikke efter kvinden, de går efter kønnet”. Hun fortsætter
”Vi har også debatteret minoritetskvinders liv med massiv social kontrol, en debat, som stiftelsen af Foreningen de brune feminister, har bidraget til.
At råbe med en råber
I stearinlysets skær rejser kvinde efter kvinde sig op og afleverer deres bidrag. Det hele er un-plugged. Det kræver mod at stille sig op foran denne flok. De er ikke bare kvinder. De er ikke bare veluddannede kvinder. Erklærede og meriterede elitefeminister. Jurister, ex-ministre og journalister. Munden smager af metal. Sådan smager adrenalin. Den særlige lyd en mund laver når den er knastør, en tør smasken, høres. Nervøsitet.
Geeti. Geeti. Geeti. Rummet summer, og det navn høres alle steder. Alle kigger mod hjørnet, hvor man kan se sildebensparketten zigzagge frem langs væggen. Nu kommer den utilfredse. Hende, der føler sig svigtet af elitefeministerne. Kvinden, der har stillet sig op og peget fingre af de hvide velmenende kvinder. En gigantisk mængde luft suges ind. Den imaginære messing råber, kræver luft, masser luft.
Det hårde budskab
”Jeg ved ikke om man er modig eller bare sindssyg, når man vælger at dukke op i det selskab, man ellers lige har kritiseret i en lang kronik”
Geeti Amiri er sociologistuderende og blogger. Denne dag, den 8 marts, har hun i en kronik i Politiken kritiseret elitefeministerne for at have svigtet minoritetskvinder i Danmark. Geeti Amiris egen historie er rå og brutal:
”Jeg blev i årevis udsat for massiv social kontrol af min voldelige bror” fortæller Geeti Amiri, som ender med at blive tvangsfjernet og placeret på et krisecenter. Det er er her Geetis kritik af feministerne starter:
”Hvor var alle feministerne da jeg blev placeret på et krisecenter, hvor var deres markering af at alle kvinder i Danmark har ret et til et liv uden socialkontrol og vold”?
Geeti Amiris oplevelse med social kontrol strækker sig ind i hendes voksenliv:
”Mit ægteskab med en dansk-afghansk mand blev stoppet af hans familie, fordi jeg i deres øjne ikke var en anstændig pige. Jeg var flyttet hjemmefra, havde haft andre forhold og levede som jeg ville”
”Hvor var feministernes forargelse over at jeg blev stemplet som en skøge af det Afghanske miljø i Danmark”?
Normativ afsky
Knoerne er hvide. Budskabet har ramt hårdt. Cocktailglasset er næsten tomt, en limeskive svømmer rundt i vandet fra den smeltede isterning. Madlugt. kød, krydderier og kraft. Ungehanebryst er både retten og en morsom analogi.
Elitefeministerne skal videre. Gallafesten i Vega. Minoritetskvinderne forsvinder ikke, heller ikke fra deres bevidsthed. Smerten fra mavepusteren fra Geeti Amiri er permanent. Unghanebrystet er væk.
En propkrøllet kvinde med slidte gummisko står pludselig på sildebensparketten med en guitar. Karina Willumsen. Humor er en velkommen gæst.
”Jeg afskyr alt hvad der er normativt, men jeg vil gerne tabe mig 5 kg og ha en smartere frisure”
”Jeg afskyr alt hvad der er normativt, jeg vil gerne have den nye Iphone 6 men den er lidt for dyr”
”Jeg afskyr alt hvad der er normativt, jeg vil gerne bo i kollektiv og dele undertøj med dig”
”Jeg afskyr alt hvad der er normativt, men hvad skal man gøre, når man er så normal som mig”
”Gid jeg var queer”
”Bare lidt asocial og unormal”
”Gid jeg var queer”
”Jeg vil så gerne være anti patriarkalsk”
