Danske aviser i et selvopfyldende profeti

By Jeppe Engell on marts 19, 2012 — 2 mins read

Aviser er, desværre, til at pakke fisk ind i (billede af Girl Interrupted Eating - Creative Commons licens)

Vi har i mange år hørt på klagesangen fra aviserne om, at det er umuligt at tjene penge på nettet. Her vil ingen betale for noget. Der har været flere fremme og sige, at jo … hvis prisen og kvaliteten var i orden så kunne det da godt være.

Nu er så både Berlingske (eller bare B – det er mere street) og Politiken (eller bare Pol – det er også mere street) klar med iPad-apps og eAviser og den slags. Så skal vi jo ikke stå herude på sidelinien og påstå at de ikke er fremtidsparate og den slags. De er oppe på beatet og med på det nyeste.

Jeg tror ikke på det. Jeg tror på at de har sat sig for at lancere deres nye eAviser for at kunne komme tilbage om nogle år og sige: “Se bare – I ville jo ikke betale for det”. For prisen for adgang er … pebret.

Ja ja ja – sammenlignet med at få leveret en avis ved døren er det billigt. Men når man sparer både tryksværte, papir, distribution, trykmaskiner og avisbud – så kunne det måske også være lidt billigere herude i forbrugsledet. Men 2998 kr. om året for at få adgang til en avis på iPad …. ja – så er det vist også betalt.

Der kan sagtens være rationelle grunde til at det er sådan. Det er fint nok. Man får ikke distributionsstøtte til eaviser, det er journalisterne der koster og så videre. Sagen er bare den at jeg som slutbruger ER LIGEGLAD. Fuldstændig og aldeles. For mig handler det om hvad jeg vil betale for medier på min iPad. Her er et par friske eksempler – både på dagblade, en TV-station og et månedsmagasin. For selvom de ikke er sammenlignelige, så bliver de købt på samme platform – og derfor har jeg som mediebruger en forventning om at de også er sammenlignelige i pris:

  • Wired – 1 år for 119 kr.
  • Guardian – 1 år for 1020 kr.
  • BBC iPlayer – 1 år for 499 kr.
  • Politiken – 1 år for 2998 kr.
  • Berlingske – 1 år for 2999 kr.

Det tilbud tror jeg desværre de fleste siger nej til … og så kan Lidegaard og Knudsen stå der og sige “Danskerne vil ikke betale for digitalt indhold”. Og de vil have næsten ret. Danskerne vil ikke betale SÅ MEGET for digitalt indhold. Så kan vi godt nøjes med websitet. Desværre.

Posted in: Medier, Udkantsadam

Leave a comment

Skriv et svar til Jesper Annuller svar

  • Prisen bestemmes vel i virkeligheden bare af antallet af danskerne? Vi er jo ikke så mange… Hvorimod der er ret mange mennesker der kan forstå engelsk.

    Du skriver at man ikke kan sammenligne… Jeg er enig.

  • Jamen – helt enig. Problemet for mig er bare at andre varer ikke koster tre gange så meget fordi jeg er dansker. Så den relative pris for en eAvis bliver for mig som dansker meget meget høj.

    I England koster en liter blyfri benzin 1.4£ – det svarer til ca. 13 kr. Så det er rimelig sammenligneligt med Danmark, hvor den koster 13,25 på den tank der ligger overfor mig her i Ørum.

    The Guardian koster 99£ om året – det betyder at en englænder kan købe 70 liter benzin for den pris han giver for et årsabonnement.

    Politiken koster 2998 d.kr. om året – det betyder at jeg som dansker kan købe 226 liter benzin for den samme pris.

    Så som jeg skriver – der er helt sikkert gode grunde. Det ved jeg godt. Vi er et lille sprogområde og så videre. Men sådan fungerer internetøkonomien bare ikke. Når jeg sidder og sammenligner medier virker de danske priser absurd høje.

    Det handler ikke om at sammenligne – det handler om hvorvidt B og Pol rent faktisk selv tror på succes med deres iPad-aviser. Set fra avisernes side er det garanteret unfair at jeg ikke vil betale for at bo i et lille sprogområde. men det vil jeg ikke. Og hvad værre er – det tror jeg ikke der er ret mange der vil.

Vil du kontakt med mig?

Hvis du gerne vil i kontakt med mig, kan du finde mine kontaktoplysninger her, hvor du også kan læse lidt mere om mig. Du kan følge mig på Twitter ved at klikke her